Græshoppen og Guldsmeden, Skovby
Areal: 1100 m²
Anlægssum: 13,2 millioner
Bygherre: Skanderborg Kommune
1. præmie i indbudt totalentreprisekonkurrence
I 2013 har vi modtaget Skanderborg Kommunes Arkitektturpris for et byggeri der viser at arkitektur, gode klimaløsninger og bæredygtighed kan gå op i en højere enhed. Bygningen er en god ramme om børnenes hverdag, i god arkitektur og sunde omgivelser.
Arkitektfirmaet Kamp vandt i foråret 2010 sammen med J. A. Laursen og Søren Jensen A/S en totalentreprisekonkurrence udskrevet af Skanderborg Kommune.
Skanderborg Kommune ønskede at opføre den ny daginstitution som passivhus. Dvs. med et energiforbrug på 15 kwh pr. m² pr. år – Markant lavere end traditionelt byggeri hvor kravet i dag ligger på 70 kwh pr. m² pr. år.
Udfordringen har været både at opnå et lavt energiforbrug og samtidig få en venlig, lys og funktionel daginstitution, med god kontakt til udeområderne. Bygningen er skræddersyet til grunden og vi har fra de første skitser fulgt en række principper som har bestemt bygningens form:
- Bygningen er lavest mod nord hvor energitabet er størst.
- Mod syd rejser bygningen sig med store glaspartier for at udnytte den passive solvarme.
- På taget er placeret en kombination af solceller og solvarmeanlæg som forsyner institutionen med henholdsvis el og varme.
Svanemærkede materialer
Ud over lavenergikravet har det været et krav at byggematerialerne skal være miljøgodkendte. For ikke at belaste miljøet med unødvendig Co2 udledning er materialerne fortrinsvis ”lokale”. Der er
valgt genbrugstegl, hvilket sparer miljøet for ca. 2 tons co2 pr m² mursten. Genbrugstegl har tillige en smuk patina der giver bygningen karakter. Vinduer og døre er i træ/kompositmateriale.
Alle materialer i daginstitutionen er svanemærkede.
Arkitektur og miljø
Den ny daginstitution er disponeret som et ”H”, med fællesrummet som husets hjerte og samlingspunkt. Den valgte disponering har den fordel at hver enhed kan fungere som selvstændige afdelinger som kan leve sit eget liv, men samtidig hænger sammen i et overordnet netværk, med fællesrum, køkken og service-arealer som omdrejningspunkt. Der er således let adgang til de fælles faciliteter fra alle områder af huset.
Ved at placere fællesrummet centralt opnås en god sammenhæng mellem bygningen og udearealerne. Fra fællesrummet er der uhindret adgang til terrasser/ legeplads både mod syd og nord.